Økonomi er fundamentet for god velfærd
Velfærd er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver ansvarlighed, prioritering og en sund økonomi. I Vejle Kommune skal vi sikre, at der er den velfærd, som gør det attraktivt at bo her – og som får os som borgere til at føle os respekteret og værdsat.
Det gælder hele livet: Fra vores børn skal passes og i skole, til de unge skal i uddannelse – og når vi bliver ældre og har brug for omsorg og tryghed. Velfærd er ikke bare en politisk ambition, det er en grundlæggende forudsætning for et godt liv.
Men velfærd kræver økonomi. Derfor er det afgørende, at Vejle Kommune har en stærk og bæredygtig økonomi, som kan generere de midler, der skal til for at tilbyde den service og de tilbud, vi alle forventer og fortjener.
Vi skal ikke kun tænke på i dag – men også på i morgen. Hvis vi vil sikre, at velfærden også er til stede om fem år, må vi allerede nu tænke over, hvordan vi indretter kommunen. Vi skal prioritere klogt, investere ansvarligt og skabe rammer for vækst og udvikling.
I Venstre tør vi tage ansvaret, de næste fire år. Her vil vi arbejde målrettet for at styrke kommunens økonomi, så vi kan sikre den velfærd, som gør Vejle til et godt sted at leve – for alle generationer.